Mange specialklubber/raceklubber benytter såkaldte brugsprøver til at teste de hunde, der skal indgå i avlen, for at se om de lever op til de standarder, der er sat for pågældende race; både fysisk og psykisk.
For schæfere og dobermann, som jeg trænede, bruger man det regelsæt/prøveprogram, der hedder IGP (tidligere IPO) = Internationale Gebrauchshunde Prüfungsordnung og for dobermann også ZTP = Zuchttauglichkeitsprüfung. Under IGP er der en prøve, der hedder BH = Begleithundprüfung, som på dansk kaldes Færdselsprøven.
IGP er bygget op i niveauer med stigende sværhedsgrad. Groft sagt starter man med en BH, og kan så gå videre op til IGP 1, IGP 2 og IGP 3. Der er desuden flere mellemniveauer, som jeg ikke vil gå i detaljer med her, da det ikke er nødvendigt, for at få en basis forståelse for regelsættet.
Man skal i IGP udføre tre discipliner: Spor, Lydighed og Forsvar. Meget populært (og simplificeret) sagt, kan man kalde det Politihundearbejde.
Øvelserne/disciplinerne skal, selvfølgelig, udføres så korrekt som muligt og man skal opnå et vist antal point, eller opfylde visse krav, for at bestå. I IGP 1 + 2 + 3 starter man med 100 point, og fejl trækker så fra. Under 70 point er Ikke Bestået (men man får dog stadig en evaluering, så man ved hvor på 100-skalaen, man ligger).
IGP regelsættet bruges også i en hundesport, hvor der konkurreres i de tre discipliner, og man kan stille til konkurrence i mindre lokale stævner og helt op til VM. Da det er et krav at hunden har et vist forsvarsinstinkt, er det som regel racer som Belgisk Hyrdehund (Malinois) og Schæfer af brugshundelinien, som er de absolut dominerende racer i sporten, og derefter er det Hollandsk Hyrdehund, Dobermann, Rottweiler, Riesen Schnauzer og Boxer man oftest ser. Til sjældenhederne hører f.eks. Border Collie, Tervuren, Bouvier, Beauceron og andre.
BH består af en lydighedsdel, hvor hunden skal gå pænt ved siden af sin hundefører hele tiden, man skal gå ind i en gruppe af mennesker, og hunden må ikke vige fra hundeførerens side, hunden skal kunne sætte sig og blive siddende mens hundefører går væk, lægge sig og blive liggende mens hundefører går væk, hunden skal komme når man kalder og sætte sig lige foran hundefører, inden den indtager position ved siden igen, og endelig skal hunden kunne ligge stille ude i siden af banen, mens en anden hund laver øvelserne inde på banen. Bagefter laver man den egentlige færdselsprøve, hvor hunden f.eks. møder cykler, folk der løber, går forbi en anden hund, møder en person, der hilser på hundefører, skal stå afbundet og forholde sig rolig mens hundefører er ude af syne, det kan være dommeren vil klappe hunden o.lign. Hunden skal forholde sig rolig, og social i denne færdselsprøve for at bestå.
(9. marts 2025 – nedenstående er p.t. ikke opdateret efter det nye regelsæt, og der kan derfor være uoverensstemmelser ift aktuelle regler)
I IGP 1 er lydighedsdelen noget lignende BH, dog er kravene højere, og der er nogle flere øvelser med, f.eks. at løbe ud og hente en genstand (kaldet apport) hundefører har kastet, springe over forhindring og hente genstanden, springe over en forhindring, kaldet et A-spring, og hente genstanden, og til sidst løbe en distance ligeud indtil hundefører beder hunden standse og lægge sig.
IGP har en disciplin der hedder Spor; altså hunden skal følge ens fodspor. Man skal i IGP 1 i et passende terræn gå 300 skridt, ofte gøres det således at man går ca. 100 skridt ligeud, laver en vinkel på 90 gr, går ca. 100 skridt mere ligeud, en ny vinkel på 90 gr og ca. 100 skridt mere. Undervejs skal man lægge tre genstande på jorden, som hunden undervejs skal finde og markere, men hunden ikke må røre genstanden, hverken med poter eller tage den i munden. Genstandene er oftest lavet af træ, filt eller læder. Hunden må markere på flere måder, men de fleste vælger, at den skal lægge sig ned foran genstanden uden at røre den, og vente på hundefører kommer og samler genstanden op. Der skal gå 20 minutter fra man har forberedt sporet, til hunden kommer og skal følge det. Hunden skal gå i en 10 meter lang line, hvis hundefører går tættere på, trækker det fra i point. Så hunden skal selvstændigt følge sporet, lokalisere genstanden og markere den og dreje når den kommer til hjørnerne. Den sidste genstand ligger altid til sidst i sporet, så hunden ender med at ligge ned ved sporets afslutning.
IGP 1 inkluderer også en forsvarsøvelse, hvor en såkaldt figurant agerer som banditten/tyveknægten, som man skal finde og forhindre i at flygte. Figuranten har et beskyttelsesærme på den ene arm, og det er her, – og KUN her, – hunden må bide fat. Hunden skal være under 100% kontrol hele tiden, men når ”tyven” prøver at flygte eller laver trueende adfærd, sender hundefører sin hund efter ham, og hunden griber fat i ærmet, standser tyven og giver slip når den får besked på det.
Hunde bliver IKKE aggressive af at udføre denne sport. De er fantastisk gode til at skelne mellem hvornår man er på banen, og hvornår man er derhjemme, eller på gaden (ligesom boksere eller karateudøvere jo heller render ikke rundt og slår tilfældige ned på gaden). For hunde, som er trænet i det vi kalder byttedrift, er figuranten bare som en forvokset bold, som de synes det er sjovt at fange. Naturligvis ser tingene noget anderledes ud, hvis vi bevæger os op på DM og VM niveau. Som i så mange andre elite sportsgrene, skal man være af en vis kaliber for at kunne konkurrere på topniveau, og her kommer forsvarsdriften som regel på spil.
IGP 2 og IGP 3 har enkelte nye øvelser, længere og sværere baner, og meget højere krav til udførelsen.
De fleste raceklubber kræver kun BH eller IGP 1 for at få hunden avlsgodkendt, men det er lidt med forskel hvilke krav, der stilles i hver klub, f.eks. kan en ZTP eller Körung også være et tillægskrav udover BH eller IGP.
Derudover er der strenge sundhedskrav for at opnå avlsgodkendelse. Der kræves altid røgtenbilleder, for at sikre at led og knogler er i orden (forhindre dysplasi i avlen). Det kan også være blodprøver og/eller specielle tests af øjne og hjerte.
IGP virker måske umiddelbart ikke så kompliceret, hvis man står og kigger på, men det er virkelig omstændigt, og det tager årevis at lære, både for hund og hundefører.
ZTP er meget kort beskrevet en anatomi- og væsentest. Der bliver kigget nøje på hundens ydre, anatomien, og derefter skal den gennemgå en væsentest, en slags psykologisk test, for at se om den er nervefast og har den hos racen ønskede karakter, og der er tilsidst en forsvarstest med figurant.
Andre prøver, som er lavet for at bekræfte hundens karakter og væsen er f.eks. Körung og Modprøver. Men mere om disse en anden god gang, hvis nogen er interesseret.
