
Jeg indrømmer, jeg har en hel speciel plads i mit hjerte til ældre hunde. De hunde, som hele deres liv har været en tro følgesvend. De har givet os ubetinget kærlighed, glade stunder, givet de kærligste velkomster når man kom hjem, og bare været vores bedste ven. Mens de selv bad om så utroligt lidt til gengæld. De fortjener at føle, at de stadig betyder meget for os. At de har indhold i livet, selvom de tusser afsted, og måske ikke kan høre eller se så godt mere. Eller døjer med småsygdomme eller smerter.
Vi glemmer ofte, at vores ældre hunde er glade for at træne, både fysisk og mentalt. Også selvom de har sværere ved nogle af øvelserne og det hele går lidt langsommere. De liver ofte helt op, når de føler, de igen duer til noget. Det er utroligt forskelligt i hvilken alder vores hunde bliver ”gamle”. Nogle har bevægelsesproblemer allerede fra omkring 7 års alderen. Andre på 14 ligner og opfører sig som en hund på 5.
Rigtig mange af vores ældre hunde bliver med tiden mere passive, men det gør bare at ældningsprocessen går endnu hurtigere. Mange hundeejere kan være lidt nervøse for at træne med ældre hunde, fordi deres kroppe er svagere. Men faktisk kan korrekt smidigheds- og styrketræning give meget bedre livskvalitet, og endda forlænget levetid.
Dette hold er tiltænkt hunde, som i det store hele er sunde og raske, men har mindre fysiske skavanker f.eks. p.g.a. alder. Det kan være muskelsvaghed, måske gigt, er stive hist og pist af forskellige årsager. Måske har de nedsat hørelse eller syn. Det kan være de er blevet overvægtige eller skal hjælpes i gang igen efter en operation (dog ikke regulær genoptræning). Vi tager her ekstra meget hensyn til, at der ikke bliver lavet for fysisk udfordrende øvelser. Hundene får ikke lov til at lege med hinanden, da det ofte kan gå for vildt for sig, for en hund med fysiske problemer.
Vi vil med disse hunde selvfølgelig lave udendørs træning, da frisk luft også er godt for helbredet. Men er vejret dårligt, rykker vi indenfor da det, specielt for denne type hunde, aldrig er optimalt, at arbejde i for lave temperaturer.
I undervisningen vil vi lave forskellige øvelser, som udfordrer hunden, men med udpræget hensynstagen til den fysiske tilstand.
Dette hold vil til tider være i samarbejde med Dorte, så vi har hendes ekspertise med ind over.
Jeg har for de ældre hunde ikke fastlagt nogle bestemte øvelser, da det varierer hvad hver enkelt har brug for, eller lyst til. Eksempler på øvelser kunne være:
- Opvarmning
- Lydighedsøvelser / selvkontrol
- Næsearbejde / søge lege
- Kognitive øvelser (hjernegymnastik)
- Let styrke-og smidighedstræning med redskaber
- Proprioceptions øvelser (kropsbevidsthed)
PRISER:
4 gange – 820 kr
6 gange – 1.130 kr
8 gange – 1.400 kr
Der er løbende tilmelding, så du behøver ikke at vente på en dato. Kontakt mig for information vedr. ledige pladser. Bedst via besked på sms, Messenger, Whatsapp eller e-mail. Tlf nr 2216 0333. Facbook: K9 Vadehavet Health & Training. E-mail: tvaabengaard@gmail.com.