Nu skal du høre en “sjov” historie om hvor langt man kan nå omkring inden man finder sin passion. Faktisk vidste jeg helt fra lille hvad den var, men jeg lyttede ikke. Heldigvis guidede universet mig i den rigtige retning, selvom det til tider på ingen måder virkede sådan.
Jeg har altid haft stor kærlighed til dyr og da jeg var lille, ville jeg gerne hjælpe dyr. Min mor fortalte mig, at så skulle jeg nok være dyrlæge, når jeg blev stor.
Senere da man i folkeskolen skulle begynde at beslutte hvad man ville være, kan jeg i dag se, at det anede jeg ikke på det tidspunkt. Jeg var ret optaget af havpattedyr og troede at jeg ville være marinebiolog. Men jeg indså hurtigt at den drøm, som jeg havde, om arbejdet som marinebiolog i det mindste ville kræve, at jeg hev teltpælene op og bosatte mig et sted hvor der var større koncentration af havpattedyr end i Danmark. Desuden var det stadig det at hjælpe og redde disse dyr, som optog mig mest. Og igen sagde min mor – “jamen, så skal du jo være dyrlæge”.
En helt anden retning kom fra min “opdragelse” som flytosse – nærmere betegnet tosset med militærfly og især jagerfly. Jeg ville gerne være Danmarks første kvindelige jagerpilot! Men der er visse ulemper, så jeg besluttede at helikopterpilot måtte være sagen.
Sidst men ikke mindst syntes jeg at Siriuspatruljen var noget af det sejeste, men der blev dengang ikke optaget kvinder. Og jeg ved nu heller ikke hvor realistisk det var, at jeg skulle kunne bestå optagelsesprøverne…
Men – som jeg nævnte tidligere – vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Jeg havde i hvert fald ikke indset det endnu. Derfor endte jeg på Roskilde Handelsskole og tog Højere Handelseksamen, nok mest fordi min søster gik på handelsskole.
Som handelsstudent valgte jeg at gå efter drømmen som helikopterpilot og mindre helhjertet en plads som elev i et shippingfirma. Men jeg indså på vej gennem optagelsesforløbet til Forsvarets Officersuddannelse, at jeg ikke ville være soldat og shipping ideen, kom vist egentlig også fra min søster.
Og så begyndte et frø plantet for mange år siden at spire… Jeg tog GSK kurser for at få fysik og kemi på det niveau, som jeg skulle bruge for at komme ind på dyrlægestudiet. Men blomsten var endnu ikke i fuldt flor, for jeg søgte ind på flyvelederuddannelsen – og blev optaget. Dog søgte jeg også ind på dyrlægestudiet, for en sikkerheds skyld. Jeg gennemførte et år på flyvelederuddannelsen, blev optaget på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) og pludselig stod det klart. Halleleluja – Jeg havde fundet dét og blomsten sprang ud!!!
Jeg forlod flyvelederskolen og begyndte på KVL og blev stud.med.vet!!! Min rette hylde havde jeg langt om længe fundet og det føltes fantastisk.
Dyrlægestudiet er hårdt og svært, jeg oplevede både dale og bjergtoppe og lærte meget om mig selv. Men det er også virkelig spændende og udfordrende. Da de boglige år endelig var overstået og jeg dagligt arbejdede med dyr ville glæden ingen ende tage – det var bare så rigtigt! Der findes ingen følelse som den man får, når man har fundet sin passion. Pludselig var enden nået. Jeg forsvarede mit speciale og jeg var færdig med studiet. Jeg var dyrlæge… Jeg var dyrlæge og det var næsten ikke til at fatte.
Jeg flyttede til Sønderjylland for at begynde min karriere som praktiserende dyrlæge i en blandet praksis. Jeg ville gerne have bred erfaring selvom det var smådyr og heste, som havde min interesse. Dog blev jeg alligevel hurtigt glad for arbejdet med køer, det var faktisk hyggeligt at komme rundt på gårdene.
Desværre var mine udfordringer ikke slut. Jeg fik problemer med irritation i luftvejene og kløe efter kort tid i praksis og den største skræk greb mig – tænk hvis jeg ikke længere kan tåle dyr!
Efter måneder med udredning på diverse klinikker fik jeg diagnosen erhvervsbetinget astma – heldigvis kunne jeg stadig tåle dyr, men ikke kemi. Jeg kunne simpelthen ikke tåle dampe fra lægemidler, desinfektionsmidler osv. Jeg blev anbefalet at forlade livet som praktiserende dyrlæge. Men hvad skulle jeg så???
Heldigvis havde jeg fået interesse for fysioterapi til dyr og ideen om at prøve at forebygge i stedet for at behandle. Det var ikke fremme i min bevidsthed og skal jeg være ærlig, befandt jeg mig i et sort hul. Men universet sendte mig et tegn i form af en annonce i veterinærtidsskriftet – en overbygning til dyrlæger i fysioterapi til smådyr ville komme til Norges Veterinær Højskole (NVH). Der var ingen tvivl længere. Jeg skulle bare med på den uddannelse. Tænk at jeg kunne fortsætte med at arbejde med dyr – jeg kunne ikke få armene ned.
Men jeg var ikke færdig, min interesse for komplementær medicin var vakt og en anden uddannelse havde fundet vej til min bevidsthed og kunne tages i Norge/Finland – uddannelsen som veterinær akupunktør ved International Veterinary Acupuncture Society (IVAS).
Så i dag lever jeg min passion – jeg er dyrlæge med speciale i fysioterapi til smådyr og akupunktur til dyr. Hvor heldig kan man være!
