Kivas Univers

Medlemsportal? Eller?

Kivas Univers idéen startede før 2019, før Corona. Før maaange hundetræningsinstruktører lavede onlinetræning. Det skulle blive et sted hvor du som medlem skulle få adgang til eksklusive tilbud og aktiviteter, træningsudfordringer, viden, gode råd og andre spændende emner, som omhandler hundens sundhed og dens træning.

Men. Nu (efter Corona) hvor SÅ mange har lavet træningsportaler, onlinevideoer, medlemssider, Facebookgrupper o.s.v. o.s.v., synes vi at Kivas Univers kommer til at drukne i mængden. Fordi vores fokus egentlig slet ikke ligger i at lave indhold til online hundetræning. Det er der andre, der gør, og mange gør det fantastisk. Andre ikke helt så godt. Men det er en anden historie.

Kivas Univers bliver nok derfor nu en Blog. Et sted hvor vi skriver tanker, oplevelser, viden, stort og småt……..

SE NEDENFOR FOR NYE INDLÆG:

19. februar 2025, skrevet af Tina

Hundetrænere og metoder

(OBS – vi snakker her ikke om gamle hårde metoder, da de kører efter en helt anden dynamik)

Der er en joke i hundeverdenen, som siger at hvis du sætter 4 hundetrænere i samme rum, er det eneste de kan blive enige om, at de tre andre tager fejl.

Hvordan kan det være, at selvom der findes mange trænere og instruktører og næsten lige så mange tilgange og metoder, så formår vi som oftest faktisk at hjælpe hunden med de udfordringer den kan have? På trods af at vi kommer fra vidt forskellige baggrunde, teknikker, metoder, øvelser osv?

Er der virkelig så mange veje til Rom?

Eller er der i virkeligheden mest én vej?

Jeg ser nemlig igen og igen: Uanset metode, tilgang, øvelser og teknikker så er der en kæmpe stor fællesnævner – Hundens mennesker bliver mere nærværende!

Uanset om det er træningsmæssigt i forbindelse med en hundesport, eller om det er en familiehund, som skal lære nogle nye gode vaner.

Når du som hundeejer/hundefører har truffet beslutningen om at gøre noget, for at afhjælpe en udfordring I står med, så bliver du helt automatisk mere opmærksom, observerende, nærværende, nysgerrig, mere aktiv i hundens liv og bruger mere tid sammen med hunden.

Du begynder at blive mere bevidst om hvordan din hund har det.

Du er nødt til at møde hunden hvor den er lige nu, for at kunne tage et lille skridt ad gangen derfra.

Du begynder at tilrettelægge tid og øvelser på hundens præmisser.

Du er nødt til at SE din hund, for også at se om din træning virker.

Du er nødt til at tage tingene i det tempo din hund er klar til.

Du bliver ofte nødt til at ændre ting i hverdagen, så det skaber bedre forhold for din hund.

Du bliver mere opmærksom på din hunds grænser.

Kunne man forestille sig, at din hund begynder at føle sig bakket op af dig? At den mærker, at du virkelig forsøger at forstå hvad der sker inde i den?

At din hund begynder at føle sig mindre alene i udfordringerne?

At den således får større overskud til at lære nye ting?

Kunne man forestille sig, at uanset metode, tilgang og en bestemt måde at udføre øvelserne på, så er det som virkelig batter RELATIONEN til dig?

Dét tror jeg på. Derfor lærer du ikke bare øvelser hos mig. Du bliver inviteret til at mærke dybere. Det kræver noget mere af dig selv, for du skal være tilstede og nærværende. Hvilket ikke er nemt i vores travle verden i dag. Men det er sundt for både dit eget og hundens nervesystem, det lover jeg.

Lukket for kommentarer.