Om mig

Når verden omkring mig forsvinder. Med det nærvær og den ærlighed hunde altid viser. Når træning lige så stille begynder at gå den rigtige vej, og ting falder på plads. Den motivation det giver mig at se dig som hundeejer få en bedre hverdag, og dermed bedre livskvalitet, fordi du har lært din hund bedre at kende. Når den gensidige forståelse mellem jer vokser. Når der er bittesmå fremskridt, og jeg ved vi er nærmere det ønskede resultat, end vi var i går. Når noget du har gået og tumlet med begynder at løsne sig op, og jeg ser lettelsen og glæden i dit ansigt og roen falde over din hund………. Så føler jeg, at jeg er LIGE dér, hvor det giver mening jeg skal være. Dét er hundetræning for mig.

“Din passion skal udspringe i rejsen mod målet. Ikke fra målet i sig selv. Således kommer vi længst, og med størst glæde”

”Fortæl din historie”, siger man. Men hvornår begyndte min historie med hunde egentlig? Begyndte den her?:

I 1972 hvor jeg var lidt over ét år gammel, og resolut bankede min lille knytnæve ned i knolden på min mormors pekingeser, Pusser, fordi den knurrede af mig, og vi derefter blev de bedste venner? Måske ikke en særlig hensigtsmæssig fremgangsmåde til hundetræning – men det virkede.

Eller var det mon her?:

I 1977 da en schæfer, som var under uddannelse til politihund, men viste sig at være skudræd, blev vores familiehund og min trofaste ven i mange år?

Selv vil jeg nok mene, at den historie, som bringer mig til hvor jeg er i dag, startede i 2006 med hende her:

Jeg havde på det tidspunkt boet ca. 10 år i Sydspanien og næsten sammenfaldende med begivenheder, som fik drastiske følger både på det personlige som det professionelle plan, kom Akira ind i mit liv, og må siges at være dér hvor det hele startede. Sådan rigtigt.

Akira  – Askis – gjorde mig på så mange måder, til den jeg er i dag. Hun fulgte mig i tykt og tyndt. Hun lærte mig utroligt meget om hvad en hund kan udrette med den korrekte træning, og når den uden forbehold stoler på sin ejer/hundefører. Hun var årsagen til at jeg kom mere seriøst ind i hundeverdenen og fandt den gave, det er for mig at arbejde med hunde. Hun åbnede så mange døre for mig, da hun med sit ukuelige sind, altid var villig til at prøve noget nyt. Hun var min assistent i undervisninger, ”mor” for de andre hunde i familien og min soul mate. Uanset hvor fantastiske hunde, der forhåbentlig kommer ind i mit liv i fremtiden, kommer der aldrig én som hende igen. Askis – du var min mentor, du er min ledestjerne, jeg elsker dig for evigt,  mangler og savner dig hver eneste dag lige så længe.

For at gøre en lang historie kort, som man siger, når 18 år skal presses ned på en halv A4 side: I 2007 sagde jeg mit job op, blev single og fik tilbudt et job som hjælpetræner hos den instruktør hvor jeg selv gik til træning med Akira. Efter et års tid blev jeg selvstændig, jeg havde mine egne kunder til almindelig hvalpe-/hundetræning, og til hunde med adfærdsproblemer. Jeg lærte kort tid efter en gruppe hundefolk at kende, som trænede IGP (spor, lydighed og forsvarsarbejde), bl.a. med udstillingsschæfere til brugsprøver og senere med brugshunde til større konkurrencer. Jeg var virkelig heldig, at jeg kom til at kende de rigtige mennesker og var med i en god træningsgruppe, og med tiden fik jeg hunde hjem i træning fra hele Spanien. Først schæfere og nogle år senere kom dobermann til. Det var altid en nervepirrende situation, når man efter mange måneders arbejde, på prøvedagen står foran dommeren, og skal fremvise sin egen og hundens kunnen. Helst uden at dumpe – for kunden (oftest opdrættere, men også privatpersoner) vil jo gerne have arbejdet færdigt så hurtigt som muligt, og sin hund hjem igen. Det lykkedes langt de fleste gange, heldigvis, men….. Det er levende væsener, ikke programmerede robotter, og en gang i mellem gik det ikke helt som planlagt. Men jeg lærte hele tiden at blive dygtigere til at læse hundene, og tilrettelægge den mest hensigtsmæssige træning til hver type hund. Jeg blev rig på praktisk erfaring, som man ikke kan købe for penge eller studere sig til. Som ordsproget siger: ”Din sidste fejl, er din bedste læremester”. Og når det går godt, ja så er det bare den bedste følelse i verden og alle de mange mange timer på træningspladsen og hovedbrud om hvordan jeg bedst tilrettelægger træningen, er det hele værd.  Sideløbende med træning af familiehunde, blev træning af konkurrencehundene en fuldtidsbeskæftigelse over de næste 10 år og de sidste 4 1/2 år også med en hundepension med plads til 20 hunde.

Samtidig med mit eget arbejde med de hunde jeg havde i træning, havde jeg gennem træningskammerater tæt kontakt til brugshundeverdenen, og var meget involveret i bl.a. flere nationale IGP mesterskaber og VM’er, både FCI, FMBB og WUSV og snusede lidt til RSV2000. Derudover var jeg i tre år sekretær i den spanske dobermann klub.

I løbet af 2016 begyndte en ny idé at tage form. Min søster, Dorte, som er uddannet dyrlæge, havde specialiseret sig i fysioterapi til hunde og idéen om et fælles projekt fik flere og flere tanker til at fare rundt i hovedet. Det krævede så ”bare” at én af os skulle flytte; da jeg som sagt boede i Spanien og Dorte i Danmark. Det blev mig, som midt i 2017 rev teltpælene op og sagde farvel efter 21 år i Spanien.

Vi købte et husmandssted beliggende i Sdr. Farup i Sønderjylland ( ca. 7 km fra Ribe) hvor jeg flyttede ind d. 1 juni 2018  og en ny tid med spændende projekter var i gang. At vende op og ned på sit liv på den måde, efter mere end 20 år i Spanien, var en stor omvæltning, som jeg måtte bruge længere tid på end forventet og ønsket. De planlagte projekter var længere tid om at komme til verden end først håbet. I bakspejlet kan jeg se at den tid var en nødvendig pause for mig, til at samle kræfter og energi til min nye tilværelse, men altid omgivet af hunde, som jeg elsker.

Hvorfor har jeg aldrig trænet seriøst med mine egne hunde? Ja……. Tiden løb fra mig. Der skete så meget i de år i Spanien, og jeg havde så travlt med alle andres hunde, at mine nåede at blive for gamle til at rigtigt kunne træne på et højere plan med dem. De giver mig en masse kærlighed, glæde, latter og lærdom i hverdagen, hvor vi pusler med træning, øvelser, nye oplevelser og bare at være sammen.

Siden jeg kom tilbage til Danmark, har det været nogle lidt tumulte år. Først selve omstillingen fra 21 år i Spanien. Så startede jeg i efteråret 2018 sideløbende en lille Bed & Breakfast, som gik fantastisk lige indtil marts 2020 hvor hele verden lukkede ned grundet Covid 19. Der gik jo små to år før vi kunne genoptage alle de aktiviteter vi havde før nedlukning og restriktioner. 2022/2023 blev brugt til at slikke sårene, som for en lille selvstændig gjorde rigtig ondt. Nu glæder jeg mig til at se ind i et 2025 med nye hundeeventyr :-).

Min lille hundefamilie består nu af:

IN MEMORIAM

Akira. 2005-2018. Te llevo en mi corazon para siempre